Konkurrencen blev udskrevet af bestyrelsen for Nationalpark Mols Bjerge med henblik på, at finde det projekt, der skal søges realiseret som et levende og unikt informations- og oplevelseshus, der som indgangsportal til Nationalparken med et historisk vingesus giver gæsten de bedste muligheder for at tilegne sig viden om de natur- og kulturmæssige kvaliteter og friluftsmæssige muligheder. Det ligger bestyrelsen meget på sinde, at mennesket kommer i centrum med udformningen og anvendelsen af velkomstcentret. Netop ved at den enkelte får optimal glæde og tilfredsstillet sin nysgerrighed ved et besøg i velkomstcentret, vil det vigtigste succeskriterium være indfriet.