BYGNINGER

Rundt omkring i vore købstæder ligger der bygninger, der ikke længere anvendes til det formål, de blev opført til at varetage. Det drejer sig om amt-mandsboliger, domhuse, politistationer, seminarier, kraftværker, banegårde og posthuse. Når man ser bort fra amtmandsboligerne, er der som regel tale om smukke, imposante og gedigne bygninger, opført i røde sten gennem en 40-års periode på begge sider af år 1900. Groft sagt lagde disse bygninger hus til embeder og funktioner, der gennem en ligeledes 40 års periode, fra 1970erne til begyndelsen af det nye århundrede, er blevet nedlagt eller sammenlagt til større enheder. Der var tale om en udvikling, der afviklede de pågældende købstæders direkte kontakt med centraladministrationen på Slotsholmen i København. Det var også en udvikling, der berøvede de berørte købstæder deres lag af de akademisk uddannede embedsmænd, der var med til at give dem identitet som en form for autonom enhed med betydning og selvrespekt.

Bygninger fra industrialismens storhedstid har haft særlig dramatiske udvik-lingshistorier. Det gælder jernbanestationer, posthuse og toldkamre, hvoraf en del stadig eksisterer, men måske nu indrettet til helt andre formål.

Interessant er bygningernes betydning på opførelsestidspunktet samt kon-trasten mellem datidens forestilling om holdbart og varigt byggeri i modsæt-ning til nutidens syn på arkitektur som noget mere midlertidigt.

Interessant er også de arkitektoniske og samfundsmæssige idealer, der har været styrende for bygningernes udformning og indretning, hvor man kan understrege sammenhængen mellem 1900-tallets modernisme og velfærds-samfundets udvikling.

Kilde:
Thomas Petersen