BYGNINGER

Den poetiske Henrik Pontoppidan kaldte i 1887 Djursland for Herregaardenes Paradis, hvor Herregaardene ligger saa tætte som Musereder i en Hvedemark.

Herregården har sin oprindelige plads i standssamfundet og udgjorde fra den tidlige middelalder en herres egen gård. Det var den gård, han selv drev, og som han oftest også boede på. Man brugte forskellige begreber om den. Sædegård udtrykker, at det var den gård, hvor adelsmanden boede, begrebet hovedgård går mere på dens funktion inden for godset, mens herregård dels var en mere populær betegnelse, dels knyttet til, at ejeren netop ikke var en bonde.

Efter enevældens indførelse i 1660 var en gårds herregårdsstatus ikke læn-gere knyttet til sin ejers status. Gården mistede nu ikke længere sin status, fordi en adelig solgte gården. En herregård var godsejerens egen og drevet af ham og dermed modsætningen til de fæstegårde, som hørte under godset.

Perioden omkring landboreformerne i slutningen af 1700-tallet udgør et brud i herregårdenes historie. Fra dette tidspunkt afvikledes langsomt den orden, som herregårdene var opstået og udviklet inden for, og mange herregårde fik med tiden deres jord udstykket og forsvandt som storlandbrug.

Herregårdene gennemgik således en markant udvikling fra perioden omkring landboreformerne og frem til i dag. Herregårdenes skattemæssige privilegier blev gradvist afviklet, og den sidste rest af denne formelle særstatus for-svandt i 1908 med tiendeafløsningen.