Oprindeligt lå gårdene tæt i landsbyer, der blev anlagt på bakkeskråninger, hvor der var nogenlunde jævnt. Her lå gårdene langs vejen og fulgte dens terrænbestemte forløb og sving. Gårdene i Syddjurs Kommune var opført i bindingsværk med stråtag. Bindingsværket var opbygget med kraftigt og rigeligt tømmer, og indtil midten af 1800-tallet var tavlene lerklinede eller opmuret i soltørrede teglsten. Fra omkring 1860 anvendtes i højere grad brændte teglsten.

Bindingsværk

De ældste gårde fremstår med karakteristiske træk, der tyder på en gammel kulturkontakt til Sjælland ad søvejen. I de velbyggede bindingsværksgårde i Østjylland og på Sjælland ses fodremmen i bindingsværket og netop denne byggemetode genfinder man mange steder i den sydlige del af Syddjurs Kommune, mens man på gårdene længere nordpå kan se stolper, der efter nordjysk skik er sat di-
rekte på syldstene.

Facader

På de østjyske gårde blev der gjort meget ud af facaderne. Her blev brugt flere farver, og ofte en hvid stribe langs tømmerstykkerne. Dette udtryk kan man også finde på Syddjurs, selvom det almindelige er hvidkalkede vægge med sort tømmer. Også her ses påvirkning fra Sjælland, hvor hele facaden, tømmer og tavl, fremstår hvidkalket.

Grundmurede gårde

Efter 1860 vinder de grundmurede stuehuse og avlsbygninger indpas, sådan som vi kender dem både i landsbyer og ude i landskabet. Den firlængede gård omkring en åben gårdsplads blev den mest almindelige type, som regel opført med et fritliggende stuehus og sammenbyggede udlænger. De ældste landbrugsbygninger fremstod ofte med en pudset overflade, men op til det 19. år-
hundrede ser man mange bygninger med blank mur i tegl. Fra slutningen af 1800-tallet blev en række stald- og ladebygninger desuden opført af kløvede kampesten. Et billigt og solidt materiale, som den sydlige del af Djursland er så rig på.