Lea Glerup Møller
Thomas Guntzelnick Poulsen
Museum Østjylland har modtaget anmodning om høringssvar vedr. nedrivning af en bevaringsværdi ejendom beliggende Grønningen 13-17, Ebeltoft, sagsnr: 23/25648 og har efter at have besigtiget bygningerne og gennemgået materialet følgende bemærkninger til den videre sagsbehandling:
Ejendommen, der ønskes nedrevet, blev SAVE registreret i forbindelse med udarbejdelse af Kommuneatlas for Ebeltoft i 1999 og tildelt en middel bevaringsværdi. Grønningen 13-17 har en lang og bemærkelsesværdig historie. Gennem sine 400 år har ejendommen haft mange forskellige funktioner: Byfogedbolig, præstegård, hjemsted for Ebeltoft Dagblad, museum og lokation for optagelse af gyserfilm. Ejendommen har tillige en særdeles markant placering klos op ad kirken.
De ældste dele af ejendommens hovedhus er opført som præstegård i 1653 af præsten Søren Albertsen. Fra 1720 og mere end 100 år frem var gården ejet og beboet af byens byfogeder og deres familier. Bl.a. byfoged Stockfleth, der stod bag flytningen af kirkegården til den nuværende placering, afgravning af Nørrebakke, der har været endnu stejlere end i dag og ikke mindst bag byggeriet af fiskerihavnen. Ved havnebyggeriet var der bl.a. fælles arbejdsdage, hvor byens indbyggere deltog i det omfang, de kunne. Efter endt arbejde blev de arbejdede bespist i byfogedgården. Stockfleth blev senere sat fra bestillingen, da han til havne byggeriet havde taget et lån i kirkekassen, som han ikke havde fået godkendt af de rette myndigheder. Herefter blev Grønningen 13-17 solgt for at dække den kaution, han havde stillet for lånet.
I 1855 blev ejendommen igen præstegård, da sognepræst C.P.G Kampmann købte gården og flyttede ind med sin familie. Kampmann blev senere far til arkitekt Hack Kampmann, der i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet satte sit præg på offentlige byggerier i Danmark. Præsteparret Nanna og N.J. Jensen har ligeledes boet i præstegården. De stod bl.a. bag landets første købstadshøjskole, og mens den var i funktion, boede skolens kvindelige elever ligeledes i præstegården. I 1902 blev der bygget en ny præstegård i Ebeltoft, og Grønningen 13-17 blev herefter købt af en sodavandsfabrikant, der udnyttede den nærliggende kilde til sin produktion af mineralvand. Fra 1977-2011 var der dukkemuseum.
Den tidligere præstegårds hovedhus har en markant fremtoning ikke mindst i kraft af sin imponerede bygningskrop med en længde på ikke mindre end 33 m, men også på grund af placeringen øverst på en bakketop. Facaden mod gaden er grundmuret, hvilket den blev i midten af 1800-tallet. Oprindeligt er bygningen opført i bindingsværk, hvilket også er årsagen til smalle bygningskrop. I 1600-tallet kunne det være vanskeligt at skaffe bindbjælker på mere end 5- 6m. Den oprindelige bygning er formodentligt blevet forlænget og ombygget ad flere omgange. I 1902 blev vestgavlen således fornyet og tilføjet det senklassicistiske udtryk, den har i dag.
Grønningen 13-17 indeholder en stor fortælleværdi som udgangspunkt for mange centrale begivenheder i Ebeltofts historie og som bolig for mange mennesker, der har spillet en rolle i udviklingen af den by, vi kender i dag. Bygningerne i sig selv indeholder ligeledes en vigtig fortælling om skiftende smag og behag i arkitektur, håndværkstraditioner, byggemetoder og egnsbestemte materialevalg.
Museum Østjylland havde gerne set bygningen bevaret. En nedrivning af en bygning med så stor fortælleværdi og så markant en beliggenhed er hverken i overensstemmelse med visionerne i kommuneplanen, der anfører. At:
Arkæologiske interesser angående ejendommen Grønningen 13 – 17A, 8400 Ebeltoft matrikel-nummer 170b, Ebeltoft Bygrunde.
Ejendommen er beliggende midt i det middelalderlige Ebeltoft lige ud til kirken. Ejendommen ligger således også indenfor det kulturarvsareal, der dækker den middelalderlige købstad Ebeltoft. På nabomatriklen, langs Søndergade er der dokumenteret velbevarede kulturlag og bygningsrester fra 1600-tallet.
Det formodes, at den ældste del af Ebeltoft har været placeret omkring kirken og den ældste havn lige vest for kirken. Der er forsvindende få arkæologiske undersøgelser, der kan dokumentere Ebeltoft i middelalderen. Både hvad angår byens opståen og dens karakter. Enhver form for viden om den middelalderlige by er derfor at betragte som væsentlig information. Bykernen i Ebeltoft er karakteriseret ved ældre bygninger fra perioden 1700-1870. Præstegården er let funderet og ofte uden kælder. Dette betyder, at store dele af de middelalderlige bylag ligger uforstyrrede under den nuværende bygningsmasse.
Ejendommen byder på en unik mulighed for at undersøge den ældste del af det middelalderlige Ebeltoft. Ejendommens er placering er netop der, hvor den ældste del af byen formodes at være opstået og samtidig har den beskyttet de underliggende kulturlag, hvilket betyder, at der vil være optimale bevaringsforhold under den.
Museum Østjylland anbefaler på det kraftigste, at det anføreres som en forudsætning for nedrivningstilladelsen, at museet inddrages i planlægningen. Dette gøres for at sikre, at væsentlig kulturarv ikke går tabt i forbindelse med eventuelt anlægsarbejde. Både hvad angår nedrivningen, og i særdeleshed også, hvis der er planer om nyopførelse på grunden.
